Branchenyt

3 tuner netværket til Distortion

Distortion er næste stop, når teleselskabet 3 begiver sig ud i landet for at sikre mobildækningen på sommerens udendørskoncerter, festivaler og events. Dermed kan de af 3’s kunder, der lægger vejen forbi den omvandrende fest i hovedstaden, surfe og ’uploade’ løs fra mobilen. 

Når mere end 125.000 deltagere igen i år indtager Nørrebro, Vesterbro og Refshaleøen for at nyde byen med musik i ørerne og en kold dåseøl i hånden, opstår der med sikkerhed uforglemmelige øjeblikke, som de tusinder af deltagere får lyst til at dele med familie og venner på de sociale medier. Derfor sætter 3 netværket i indre København på ”festivalindstillinger” og styrker herudover også mobildækningen på Refshaleøen med en ekstra mobilmast, som sørger for, at der kan være fuld skrald på mobilen fra den 3. – 7. juni, hvor festen løber af stablen.

”Vi sætter en ære i at levere den bedste mobiloplevelse til vores kunder, hvad enten de er på festival, i udlandet eller hjemme i egen baghave. Og vi ved, at de er storforbrugere af data, og at de streamer løs på deres mobiltelefoner, som får større og større skærme. Det er alt i alt med til i stigende grad at udfordre vores netværk, når langt flere brugere end normalt samtidig indtager et mindre område. Derfor rykker vi i løbet af sommeren ud til en lang række koncerter, festivaler og events landet over for at sikre, at der er den fornødne ekstra kapacitet i netværket”, siger Kim Christensen, netværksdirektør i 3 Danmark.

Rent fysisk placeres den mobile mast, som har både 3G og 4G, på Refshalevej 167A fra den 2. juni. 3’s almindelige netværk i indre København er i anledning af Distortion justeret med såkaldte ”festivalindstillinger”, som betyder, at deltagerne kan komme i kontakt med hinanden via sms og almindelig samtale, da dette prioriteres over data. Rent praktisk kan det derfor tage lidt længere tid at uploade et billede til Facebook under en særligt populær koncert, hvor mobilerne ’gløder’ mere end ellers.

Warning: Trying to access array offset on value of type bool in /customers/a/0/0/mobilbladet.dk/httpd.www/wp-content/themes/vmagazine/inc/vmagazine-functions.php on line 1001

Comment here