Apps

Apple Pay

Mens der blive rtalt om iPhone 6, iPhone 6 Plus og ikke mindst Apple Watch, så lancerede Apple i mandags en meget interessant nyhed som dog til at begynde med, kun dukker op i USA. Apple Pay.

Apple Pay virker til iPhone 6 og iPhone 6 Plus gennem en kombination af et banebrydende NFC-antennesystem, en særlig processor ved navn Secure Element og sikkerheden og bekvemmeligheden ved Touch ID. Apple Pay er nem at indstille, så flere hundrede millioner brugere kan tilføje deres gemte kredit- eller debetkort enkelt fra deres iTunes Store-konto. Apple Pay vil også kunne bruges sammen med Apple Watch, som vil udvide tjenesten til over 200 millioner brugere af iPhone 5, iPhone 5c og iPhone 5s på verdensplan.

Apple Pay understøtter de tre største kreditkort American Express, MasterCard og Visa, der udstedes af de store amerikanske banker, herunder Bank of America, Capital One Bank, Chase, Citi og Wells Fargo, som står for 83 % af alle kreditkorttransaktioner i USA.* Udover de 258 Apple-butikker i USA, vil betalingsfunktionen kunne anvendes i flere af landets detailforretninger, såsom Bloomingdale’s, Disney Store og Walt Disney World Resort, Duane Reade, Macy’s, McDonald’s, Sephora, Staples, Subway, Walgreens og Whole Foods Market. Apple Watch vil også kunne bruges i de mere end 220.000 handelssteder i USA, der anvender kontaktfri betaling. Det vil ligeledes være muligt at foretage køb via apps i App Store.

”Sikkerhed og databeskyttelse er en af de højeste prioriteter i Apple Pay. Når du bruger Apple Pay i en forretning, restaurant eller et andet handelssted, vil ekspedienten ikke længere kunne se dit navn, kreditkortnummer eller sikkerhedskode, hvilket vil være med til at reducere risikoen for svindel,” udtaler Eddy Cue, der er Apples ledende vicedirektør for Internet Software and Services. ”Apple lagrer ikke din købshistorik, så vi ved ikke, hvad du har købt, hvor du har købt det, eller hvor meget du har betalt for varen. Og hvis du mister din iPhone, eller den bliver stjålet, kan du hurtigt tilbageholde betalinger fra enheden via Find min iPhone.”

Apple Pay ændrer den måde, du betaler på. Når du tilføjer et kredit- eller debetkort med Apple Pay, vil selve kortnummeret hverken blive gemt på enheden eller på Apples servere. I stedet får du tildelt et unikt enhedskontonummer, som bliver krypteret og gemt i din Secure Element-chip på din iPhone eller Apple Watch. Alle transaktioner godkendes med en engangskode fra dit enhedskontonummer i stedet for med sikkerhedskoden bag på dit kreditkort, og Apple Pay skaber derved en dynamisk sikkerhedskode, der sikkert validerer alle dine transaktioner.

“JPMorgan Chase har været glade for at samarbejde om Apple Pay og om at skabe et bedre, hurtigere og mere sikkert betalingssystem, som sætter kunden i første række og dermed leverer en exceptionel kundeoplevelse for både kunder og butiksindehavere. Alle vinder,” understreger Jamie Dimon, bestyrelsesformand og administrerende direktør for JPMorgan Chase & Co.

“Vi giver vores kunder nogle værktøjer til at gøre deres finansielle liv bedre, og herunder vores 30 millioner digitale bankkunder,” siger Brian Moynihan, administrerende direktør for Bank of America. “For dem betyder “bedre”, at det er enkelt og bekvemt. Apple Pay er endnu et spændende skridt i den retning.”

“Apple Pay er den form for innovativ tænkning, der bringer online- og offlinehandel tættere på hinanden,” udtaler Ken Chenault, administrerende direktør for American Express. “Vi er spændte på samarbejdet med Apple og på at kunne tilbyde kortholdere og butiksindehavere en enkel og sikker måde at betale på i forretninger og via apps.”

Onlinehandel via apps på din iPhone er lige så simpelt som et tryk med fingeren. Brugerne vil være i stand til at betale for fysiske varer og tjenester, herunder tøj, elektronik, sundheds- og skønhedsprodukter, billetter m.m. ved hjælp af Touch ID. Betaling sker med en enkelt berøring, og der vil ikke længere være behov for manuelt at skulle udfylde lange kontoformularer eller gentagne gange at skulle indtaste forsendelses- og faktureringsdetaljer, samtidig med at kortoplysningerne er beskyttede og ikke videregives til onlinebutikken. For eksempel kan du hurtigt bestille grilltilbehør fra Target-appen, bestille en afhentning med Uber-appen uden at skulle oprette en konto først, eller du kan undgå frokostkøen med Rapid Pick-Up og forudbetale med Panera Bread-appen. Du skal blot foretage dit valg, og når du er klar til at købe, gennemfører du transaktionen med Apple Pay.

Fra oktober vil Apple Pay være tilgængelig i USA til iPhone 6 og iPhone 6 Plus som en gratis opdatering til iOS 8. Apple Pay vil kunne bruges i butikkerne med iPhone 6, iPhone 6 Plus og Apple Watch. Apple Pay API’er vil være tilgængelige for udviklere i iOS 8, så de kan gøre det muligt for kunder at købe fysiske varer i deres apps via iPhone 6 og iPhone 6 Plus.

* Tilgængelig gennem American Express, Bank of America, Capital One Bank, Chase, Citi og Wells Fargo med flere banker på vej, herunder Barclaycard, Navy Federal Credit Union, PNC Bank, USAA og U.S. Bank.

Comment here