MWC 2015Nye mobiltelefonerNyheder

HTC One (M9)

Omend der i den seneste uge allerede har været både informationer og billeder om den nye HTC One, så blev den altså først netop tidligere i dag præsenteret. Officielt altså.

Den nye topmodel er resultatet af tre års arbejde og bygger videre på det prisvindende design fra forgængerne HTC One M7 og HTC One M8.

Den nye HTC One M9 bliver lanceret i et unibody-design, der sikrer, at den er lige så hårdfør, som den er elegant. I designet har HTC fremhævet kanten omkring smartphonen, hvor den møder den let kurvede bagside, hvilket gør, at den får et unikt og eksklusivt look og ligger perfekt i hånden. Unibody-designet er udført i en kant af blankpoleret kobber-finish, der glider over i bagsidens børstede aluminium, som giver smartphonen dybde og struktur.

“HTC er kendt for at udfordre branchen og for at overgå slutbrugernes forventninger. Med den nye HTC One M9 har vi kombineret elegance og design med netop de funktioner og teknologier, der bringer smartphonen til live, og som gør dit liv til en integreret del af smartphone-oplevelsen. Dermed bliver HTC One M9 ikke blot en smartphone, men en forlængelse dig og dit personlige udtryk”, siger VP for Norden og UK Peter Frølund.

HTC Sense 7: En forlængelse af dit liv

Med det nye HTC Sense 7 kan du gøre smartphonen til en forlængelse af din stil og dit personlige udtryk. Med funtionen HTC Temaer kan du eksempelvis tilpasse smartphonens visuelle udtryk, så dine apps, farver og baggrunde tager udgangspunkt i netop det, du ønsker – eksempelvis det yndlingsbillede, du har taget med HTC One M9.

HTC Sense 7 gør det også muligt automatisk at tilpasse dine apps på startskærmen ud fra det sted, du befinder dig. Med en kontekstuel widget bliver startskærmen tilpasset, så den ændrer sig alt efter, om du er hjemme, på arbejde eller andre steder, du definerer. Også Blinkfeed er blevet mere intelligent og bruger lokationsdata til at give dig tips om udvalgte interessepunkter, nyheder og andre spændende ting.

Kamera med 20 megapixels og safirglas

Det bedste kamera vil altid være dét, du har på dig, og derfor skal din smartpone gøre det let at tage gode, kreative og sjove billeder. Kameraet i HTC One M9 er designet til at tage fantastiske billeder i alle situationer, så du kan genopleve de mindeværdige øjeblikke igen og igen. Det primære kamera kan bryste sig af 20 megapixels, og linsen af safirglas sikrer, at kameraet ikke bliver ridset. For at videoerne tager sig godt ud på større skærme, skyder kameraet video i 4K-opløsning.

HTC One M9_Silver_Back

For de mere impulsive fotografer, der ofte bruger det frontvendte kamera, kommer HTC One M9 med et kraftfuldt UltraPixel-kamera, som bedre kan indfange billeder, taget i mørke omgivelser. Med dynamisk auto-eksponering og pixels, der indfanger 300 procent mere lys end almindelige kameraer, kan du med HTC One M9 få skarpere, mere naturlige og balancerede selfies i alle lyssætninger.

HTC Sense 7 kommer med HTC’s EYE™ Experience-software, der gør det let at tage kreative selfies. Nye redigeringsmuligheder inkluderer blandt andet funktionerne Former, Prismatisk, Effekter og Bokeh, som giver hvert enkelt billede et kunstnerisk udtryk. Og med HTC Zoe-appen, som automatisk sætter billederne sammen til en lille musikvideo, kan du på en sjov og anderledes måde dele dine oplevelser med venner og familie – og i øvrigt gøre det muligt for dem selv at tilføje deres egne billeder til videoen.

Når man tager mange billeder med sin smartphone, kan det være svært at holde styr på billederne. Det nye HTC One Galleri gør det muligt at søge i hele dit fotobibliotek herunder billeder gemt på smartphonen, på dine sociale medier og på udvalgte cloud-platforme. Du kan eksempelvis søge på dato, sted, event, album eller selve billedet med funktionen Billedematch.

BoomSound – nu med surround-oplevelse

Dine bedste videoer fortjener lyd på første klasse, og derfor kommer HTC One M9 nu med en forbedret BoomSound™-teknologi. HTC’s ikoniske dobbelte fronthøjtalere bliver kombineret med en 5.1-kanals surround sound-oplevelse, så du kan leve dig endnu mere ind i filmen og få en ekstraordinær og multidimentional lydoplevelse. HTC har samarbejdet med Dolby Audio™ om løsningen, hvor du altså ikke behøver at tilslutte høretelefoner eller eksterne højtalere for at få en biograf-lignende lyd. Hvis du vælger at tilslutte eksterne højtalere eller høretelefoner, vil du kunne nyde godt af smartphonens support af perfekt 24-bit high-definition lyd, som er bedre end CD-kvalitet. HTC’s unikke kombination af HTC BoomSound, Dolby Audio stereo-højtalere, en fintunet lyd og Qualcomm Immersive Audio giver din musik og dine film en klart genkendelig HTC One M9-oplevelse.

HTC One M9_Silver_Right

HTC Connect giver kontrol over hjemmet

Smartphonen bliver nu det centrale element i hjemmets home entertainment-løsning, for med HTC Connect kan du let få dine videoer, billeder eller musik til at afspille på andre enheder. Et swipe opad med tre fingre forbinder smartphonen til eksterne højtalere eller TV fra producenter som eksempelvis Harman Kardon powered by Blackfire Research™ wireless media technology. Playlist-featuren tillader, at du kan tilslutte flere smarphones, så du kan dele oplevelsen med Qualcomm AllPlay™ og streame den bedste lydkalitet til flere forskellige enheder i flere forskellige rum. For at gøre din TV-oplevelse endnu bedre kommer HTC One M9 med Peel Smart Remote som lærer dine TV-vaner at kende, forbinder dig med de programmer, du elsker, og forvandler din smartphone til en TV-guide og fjernbetjening.

Accessories og tilgængelighed

HTC har udviklet en række unikke accessories til den nye HTC One M9. Heriblandt anden generation af HTC Dot View-coveret, som byder på en endnu bedre brugeroplevelse takket være nye features og farver. HTC Dot View har en transparent bagside, så man stadig kan se det smukke unibody-design, mens frontcoveret eksempelvis kan bruges til at spille små, sjove spil. Det nye Dot View-cover sikrer, at du ikke mister forbindelsen til dine sociale forbindelser som eksempelvis Instagram og Snapchat, da notifikationer fra de enkelte apps bliver vist på coveret og giver dig besked om de seneste billeder, beskeder og indtjekninger.

Til de eventyrlystne har HTC udviklet et nyt IP38 vandtæt Active Case og Active Headset, så man kan tage sin smartphone med sig alle steder.

På Mobile World Congress i Barcelona præsenterede HTC den nye HTC One M9 i flere farvevarianter herunder en sølv-variant med en kant i blankpoleret kobber og en variant i gunmetal grey med en blankpoleret kant.

HTC One M9 lander på de danske hylder allerede fra den 31. marts til en vejledende udsalgspris på 5.999 kroner inklusiv moms. HTC One M9 vil kunne købes hos Telenor, Bibob, CBB, Telia og Call Me.

Comment here