Branchenyt

Nu stiger 4G-hastighederne i Sønderjylland og på Fyn

Sønderjyske og fynske Telenor-kunder i områder med 4G-dækning kan nu glæde sig over højere hastigheder på mobilt internet. Det er resultatet af, at Telenor i torsdags udvidede datakapaciteten og dermed gjorde ”4G-motorvejen” bredere.

Telenor har fordoblet kapaciteten i sit 4G-netværk i Sønderjylland og på Fyn. Det er opnået ved at fordoble båndbredden (det såkaldte spektrum) fra 10 MHz til 20 MHz på de mange 4G-master, der kører på 1800 MHz-frekvensen. For Telenors mobilkunder betyder det, at der er blevet mere plads på ”4G-motorvejen”. Kunder i Sønderjylland og på Fyn vil derfor opleve højere datahastigheder, hvis de er i et 4G-dækningsområde og har en smartphone eller tablet pc, der kan gå på 4G-nettet.

De højere datahastigheder vil blandt andet kunne opleves i Sønderborg, Aabenraa, Rødekro, Tønder, Middelfart, Strib, Nørre Aaby, Bogense, Odense, Munkebo, Kerteminde, Ringe, Nyborg, Svendborg, Taasinge samt store dele af Langeland og Ærø. På Telenors dækningskort fremgår det, hvilke byer der har 4G-dækning.

”Kunder med smartphones og tablet pc’er bruger mere og mere mobildata, især til streaming af film og tv. Når dataforbruget stiger, er vi nødt til løbende at udvide kapaciteten i netværket for fortsat at kunne levere gode datahastigheder. Her og nu vil mange af vores kunder i Sønderjylland og på Fyn opleve, at datahastigheden på 4G-nettet stiger, nogle steder til det dobbelte,” siger Telenors netværksdirektør Kim Krogh Andersen.

Comment here