Branchenyt

Snart kan du betale dine indkøb i Netto med mobilen

Dansk Supermarked der står bag kæderne Netto, føtex, Bilka og Salling, satser på mobile betalinger. Dette gøres i samarbejde med Danske Bank så kunderne kan bruge MobilePay – dog til start kun når de slukker kaffetørsten i Bilka og Salling. På sigt er ambitionen, at kunderne også skal kunne betale mobilt ved kasserne, når de handler dagligvarer.

Målet er at give kunderne i Netto, føtex, Bilka og Salling stadig nemmere og mere intelligente betalingsmuligheder.

”Når 1,2 millioner danskere allerede har MobilePay i lommen og aktivt benytter løsningen som betalingsmiddel, så skal vi selvfølgelig stille den mulighed til rådighed. Samarbejdet med Danske Bank er fra vores side et led i en øget satsning på at understøtte kundernes brug af mobiltelefonen”, siger Jørgen Klüwer, e-commercedirektør i Dansk Supermarked.

Kunder skal kunne betale mobilt ved kassen

Normalt bliver sporene for større IT-udviklingsprojekter i landets største bank og landets største dagligvarevirksomhed lagt flere år ud i fremtiden. Men for mobilbetalinger sker udviklingen med en sådan hast, at parterne har besluttet at drive samarbejdet med konstante leverancer frem for store projekter med lang tidshorisont.

Derfor kan kunderne fra i dag opleve det første synlige tegn på samarbejdet mellem Danske Bank og Dansk Supermarked: De kan nu betale mobilt i Starbucks’ syv kaffebarer i Salling og Bilka.

”Vi begynder i det små og gør os erfaringer og lytter til kunderne undervejs. Mobilbetaling udvikler sig med lynets hast, og på sigt er der ingen tvivl om, at mobiltelefonen bliver central i betalingen både i vores fysiske butikker og online. Derfor skal udviklingen følge med kunderne og deres behov, her og nu”, siger Jørgen Klüwer.

På sigt er parterne enige om, at kunderne ud over traditionelle betalingsmidler også skal kunne betale mobilt ved kasserne i føtex, Bilka, Netto og Salling såvel som online på Bilka.dk. Derfor er forskellige nye teknologier under overvejelse. Målet er at øge kundeoplevelsen omkring indkøb og samtidig forenkle selve betalingen, forklarer Kim Fuglsang Kristoffersen, chef for forretningsudvikling i Danske Bank.

”Nogle har været skeptiske over for mobilbetaling i større butikker. Vi er ret sikre på, at hele detailhandlen om få år har indført mobilbetaling med adskillige tilkoblede intelligente muligheder. Det kommer til at gå hånd i hånd med Dankortet, som fortsat vil være en central del af betalingsmønstret herhjemme”, siger Kim Fuglsang Kristoffersen.

Comment here