1st test

Sony Ericsson T630

HVEM HAVDE DOG gættet på at T610 skulle gå hen og blive en storsælger i Europa? Men samarbejdet mellem japanske Sony og svenske Ericsson gav pote og ikke uden grund vandt T610 også titlen som årets bedste mobiltelefon 2003 på 3GSM kongressen i Cannes tidligere på året. Men nu vil det ligne Sony Ericsson dårlig bare at hvile på laurbærrene og der er da også sket noget siden lanceringen af T610 i starten af sidste år.

Hvis der skal peges på en decideret svaghed i T610 er det uden tvivl STN-displayet der nærmest er ubrugeligt i direkte sollys. At det kan gøres bedre har Sony Ericsson allerede efterfølgende vist med klaptelefonen Z600 der fik lov til at vise 65.000 farver i et meget flot TFD-display.

I starten af marts sendte Sony Ericsson så efterfølgeren til T610 på marked: T630. Men spørgsmålet er hvorvidt T630 er så meget bedre end sin nu så berømte forgænger og måske endnu mere relevant hvorvidt det overhoved kan betale sig at investere i en T630 i dag når den næste generation i form af en K700 allerede står udenfor døren og banker på.

Så snart man har tændt T630 og navigerer lidt rundt i de velkendte menuer fristes man umiddelbart til at sige at T630 ikke er andet end en forbedret version af T610 i nye klæder, og delvis er dette også rigtig – men som skrevet står kun delvis.

Det første man selvfølgelig lægger mærke til er TFT-displayet der gengiver billeder og ikonerne knivskarp. Det virker som om også skærmbillederne opbygges en tand hurtigere end hos sin forgænger men så er vi altså også allerede nede i småtingsafdelingen.

Næste større ændring er dog selve tastaturet der efter vores smag er mere homogen med resten af telefonen. Stilmæssigt minder tastaturet meget om det i den kommende K700. I modsætning til T610 er tallene og ikke mindst bogstaverne – for den måske lidt mindre sms øvede – mere tydeligt og dermed nemmere at benytte. Selve tasterne buer i midten en smule op ad mens trykpunktet efter vores smag er en anelse for hårdt. Ligeledes er trykpunktet heller ikke ens på alle taster som sikkert skyldes en måske ikke perfekt afstemt fabrikationstolerance. Så tasterne ser bedre ud og er mere klare i T630 mens trykpunkterne klart er bedre i T610 – i hvert fald i forhold til det af os testede eksemplar.

Sony Ericsson T610 var en af de mobiltelefoner der satte skub i salget af mobiltelefoner med et indbygget kamera. T630 kan nu tage ”større” billeder end T610 men til trods for ”VGA-like” funktionen er denne løsning bestemt ikke up-to-date. Og hvordan skal dette så forstås?

Under kamera funktionen er det muligt at vælge billedstørrelsen: lille (120×160), stor (288×352) eller udvidet og med rette står der kun udvidet og ikke VGA størrelsen 640 x 480 bag efter i modsætning til de to først nævnte mulige størrelser. Baggrunden for dette lidt kryptiske er at kameraet i T630 stadig kun har en CIF chip, og at det større billedformat (VGA størrelse) fremkommer af en interpolation altså en forstørrelse af billede. Bevares det er en snedig teknisk detalje men fortjener ikke prædikatet VGA kvalitet og er derfor langt fra det hvad andre mobiltelefoner tilbyder anno 2004.

Nu hvor ordet forstørrelse er faldet et par gange i det forgående afsnit måtte Sony Ericsson godt have forstørret eller skulle vi sige udvidet hukommelsen i T630 – 2Mb der er nu engang alt for lidt i en mobiltelefon der er fyldt med så mange features som denne.

Hvad features nemlig angår, er T630 til gengæld helt i top – IR, Bluetooth, HSCSD, WAP eller en e-mail klient er kun nogle af de tekniske highlights, og uden tvivl detaljer mange mobilbruger inkl. os der sætter
utrolig pris på.

Det skal i denne sammenhæng nævnes, at funktionaliteten i T630 fortjener ros. Også den mindre øvede mobilbruger vil hurtig forstå menupunkterne, opbygningen i strukturen og indstillingerne. F.eks. er det en leg at forbinde T630 via BT med f.eks. en PDA og overføre billeder og lyd filer til telefonen, og ligeledes synkroniserede vi telefonens telefonbog med f.eks. vores kontaktdata i Outlook uden besvær.

Telefonbogen kan dog kun rumme lidt over 500 kontakter, og det burde stadig være nok for langt de fleste mobilbrugere.

Praktisk betød dette at telefonen var ”fyldt” op med billeder, ringetoner og ikke mindst alle kontakter i løbet af ”no time” og var derfra fuldt funktionsdygtig. Også e-mail klienten var opsat i løbet af 3 min. og er lige til at bruge, og det er muligt at benytte flere e-mail konti så man både kan hente de private e-mails samt fra ens arbejde.

En anden stor fordel i T630 er muligheden at personalisere telefonen med forskellige temaer, og da nu T610 og T630 er så tæt beslægtede er det i øvrigt også muligt at downloade og anvende det hav af temaer der findes på nettet til T610 i T630. Vi testede forskellige temaer og alle fungerede efter hensigten.

T630 vejer i øvrigt jf. Sony Ericsson kun 92 g og måler 102 x 44 x 20 mm.

Som nævnt i indledningen er det utrolig let at finde rundt i menuerne i T630 og hvis du evt. tidligere eller nu har en T610 eller en Z600 så er du hjemme i T630 med det samme. I forhold til T610 er der nogle små ændringer men også disse vil vi betragte som småtingsafdelingen.

Dermed er de største forskelle mellem en T610 og en T630 tastaturet, designet og displayet. Forstanden siger entydigt at såfremt du i dag ejer en T610 så er der ingen grund til at købe en T630 i stedet for. Hjertet vil sikkert sige det modsatte idet vi medgiver at specielt den af os testede sorte model er yderst stilfuldt og meget høj kvalitativ.

Sidst og ikke mindst må der dog ikke glemmes at Sony Ericsson allerede står klart i kulissen med at lancere K700 som byder på et langt større teknologisk spring fremad end den teknologiske forskel mellem T610 og T630 – så derfor, vent hellere på K700.

Af Jens Peter Lange

Sony Ericsson T630

En nyhed uden reel nyhedsværdi – men flot er den

Størrelse: 102 x 44 x20 mm

Vægt: 92 g

Display: TFT / 65.000 farver / 128 x 160 pixels

+ Høj kvalitativ telefon

+ Fremragende skærm

+ Forbindelsesmuligheder: GPRS, HSCSD, e-mail, BT og IR

+ Ligger godt i hånden

– Lille hukommelse

– Ingen video mms

– Indbygget kamera kun CIF kvalitet

Comment here