Branchenyt

Stadig flere danskere vælger 3

Flere og flere danskere skifter til teleselskabet 3 – både når de har brug for mobiltelefoni og nu også bredbånd. Kundernes tilfredshed er samtidig i top. Det viser de dugfriske tal fra 3’s regnskab for første kvartal 2019.

I første kvartal af 2019 har 27.000 danskere valgt at skifte til teleselskabet 3 eller det 3-ejede online brand OiSTER. Dermed har 3 nu samlet set 1.357.000 kunder[1], og første kvartal bød således på en fremgang på 2% i antallet af kunder.

“Vi er naturligvis rigtig godt tilfredse med kvartalets fremgang, som bringer os fint fra start i forhold til at nå årets mål. Vi har klaret os godt i alle kanaler i dette kvartal, og resultatet er båret frem af en stærk indsats fra vores dedikerede medarbejdere. Dette kan også aflæses i vores kunders tilfredshed, der ligger på et historisk topniveau,” siger Morten Christiansen, der er CEO for 3, og fremhæver at selskabets indtræden på bredbåndsmarkedet i første kvartal også har været en succes:

“Vi er lykkedes flot med vores lancering af bredbåndsabonnementer i alle kanaler, hvor vi på pris og indhold tager kampen op mod de traditionelle bredbåndstilbud. Kunderne har vist stor interesse for vores produkter, og vi har haft ekstremt få returneringer. Som forventet kan vi altså levere en kvalitet, som dækker en stor gruppe danskeres behov.”

3 lancerede midt i februar ’Internet til hjemmet’ til privatkunderne i form af 1 TB data for 230 kr. om måneden, og samtidig kom et tilbud om 1 TB også til erhvervskunderne til kontoret eller hjemmearbejdspladsen. OiSTER fulgte efter i starten af marts med ’Danmarks nemmeste internet’.

Resultat på fornuftigt niveau
3 omsatte for 622 mio. kr. i første kvartal af 2019, hvoraf 434 mio. kr. kom fra serviceomsætningen. Dermed registrerer 3 en lille nedgang i omsætningen sammenlignet med samme kvartal i 2018.

“Vi ser fortsat en tendens til, at kunderne beholder deres mobiler i længere tid, og dermed falder vores salg af mobiler. Dette kan mærkes på omsætningen, men kun marginalt på indtjeningen. Kunderne har fortsat fokus på priserne, og det kan til gengæld aflæses i vores serviceomsætning. Vi er dog godt tilfredse med driftsresultatet, som ender på et særdeles fornuftigt niveau for et første kvartal,” siger Morten Christiansen fra 3.

Nøgletal fra 3’s opgørelse af kundebasen i første kvartal af 2019 (1. januar til 31. marts 2019)[2]:

-Nye kunder: 27.000

-Samlet kundebase: 1.357.000

-Omsætning: 622 mio. kr.

-Serviceomsætning: 434 mio. kr.

-Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA): 165 mio. kr.

[1] Kundetallet dækker samlet fremgang hos 3 for både privat- og erhvervskunder samt OiSTER

[2] Disse tal vil indgå i 3 Danmarks årsregnskab for 2019 og rapportering til de danske myndigheder. Bemærk, at kundetallene afviger fra det regnskab, som 3’s ene ejer Investor AB i Sverige offentliggør i dag. Der er forskel på de to opgørelser, da Investor AB opgør antallet af kunder på en anderledes måde, end 3 gør i Danmark. Forskellen ligger i, hvornår en kunde kategoriseres som aktiv og dermed skal tælles med. På den baggrund anbefaler vi, at danske medier, analytikere mv. tager udgangspunkt i nærværende udmelding fra 3.

Investor AB’s rapport findes her: https://www.investorab.com/investors-media/reports/

Direkte link til rapporten: https://vp053.alertir.com/afw/files/press/investor/201904243357-1.pdf