Branchenyt

Telia og Telenor – på mandag er arbejdet gjort færdig

I rigtig lang tid har vi fra Telia og Telenor fået statusmeddelelser om, hvor langt deres teknikker karavane var kommet i forbindelse med sammenlægning af Telias og Telenors netværk. Og nu er arbejdet meget snart færdig. Natten til mandag lægges der sidste hånd på sammenlægningen af selskabernes 3G-netværk, hvilket rent praktisk vil finde sted i indre København.

”Med afslutningen af 3G-sammenlægningen kommer vi på landsbasis til at dække 99 % af danskerne udendørs med 3G, og inden året er omme, er ambitionen at dække 95 % med 4G. Det vil give helt fantastiske brugeroplevelser på netværket, når man surfer, streamer eller spiller online via mobil, tablet eller computer med dongle,” siger Heine Wieben Rasmussen, netværksspecialist i Telia.

3G-sammenlægningen afsluttes natten mellem søndag og mandag i indre København, hvor antallet af master stiger fra 138 til 205. Det giver københavnerne en udendørs 3G-dækning på 99,7 %, mens hele 99,9 % af beboerne i Indre By, Nordhavn, Østerbro og Nørrebro vil være dækket af 3G indendørs.

Men det stopper faktisk ikke der. Også 2G-nettet skal lægges sammen, og det arbejde indledes henover sommeren.

Næste skridt i det historiske projekt er den komplette konsolidering af de to netværk, når sammenlægningen af 2G-teknologien indledes henover sommeren.

”Den reelle effekt for forbrugerne viser sig for alvor, når vi har slået netværkene sammen på alle teknologier – fra 2G, der primært anvendes til tale og sms, til de lynhurtige datahastigheder på 4G. Det vil give os mulighed for at designe netværket optimalt ved at udnytte teknologierne til netop dét, de egner sig bedst til, og dermed skabe en stærkere, sammenhængende oplevelse. Selvom vi nu har skabt Danmarks bedste netværk, så står et netværk aldrig færdigt – der er hele tiden ting, vi kan forbedre, og inden vi får set os om, skal vi også til at tale om 5G,” siger Heine Wieben Rasmussen.

Comment here