Mobilt bredbåndNyheder

TV 2 indgår samarbejde med 3

Kunderne hos Teleselskabet 3 kan nu købe adgang til TV 2s digitale tv-tjeneste, TV 2 PLAY, som et supplement til deres abonnement. TV 2 PLAY er en af danskernes foretrukne streamingtjenester, og hos Teleselskabet 3 opnås en besparelse på op til 30 kr. om måneden.

Stadig flere danskere supplerer traditionel tv-sening med streaming via mobile enheder. TV 2 og Teleselskabet 3 har derfor indgået et samarbejde, hvor kunder hos 3 fra 10. marts kan købe direkte adgang til TV 2 PLAY, der både indeholder live- og on demand-tv.

”3’s kunder er storforbrugere af data og er for længst hoppet med på streamingbølgen. Tal viser, at mere end 60 procent af kundernes dataforbrug går til streaming. Derfor giver det god mening at indgå et samarbejde med TV 2, så vores kunder kan få direkte adgang til det populære univers og samtidig opnå en solid kontant besparelse,” siger David Elsass, direktør for privatmarkedet, 3 Danmark.

I december sidste år rundede TV 2 PLAY 150.000 abonnenter, og TV 2 har en klar forventning om, at det nye samarbejde vil bidrage til at indfri ambitionen om at nå 200.000 kunder i 2015.

”TV 2 PLAY er i kraftig vækst, og tjenesten bliver en mere og mere væsentlig platform til at distribuere TV 2s indhold til danskerne. Vi ønsker at være den foretrukne danske streamingtjeneste og nå bredt ud til danskerne, så derfor er det et naturligt og strategisk vigtigt skridt, at vi laver et samarbejde med 3 og kommer ud til alle deres streamingslystne kunder”, siger Jan Færch, kommerciel chef for TV 2 PLAY.


Gennemsigtig betalingsmodel

I 2013 indgik Teleselskabet 3 et lignende samarbejde med musiktjenesten Deezer, der på daværende tidspunkt var helt ny i Danmark. Deezer blev hurtig populær blandt 3’s kunder, hvilket bl.a. skyldes den gennemskuelige betalingsmodel.

”For os er det vigtigt, at vores kunder ved præcis, hvad de betaler for. Derfor har vi, ligesom med Deezer, valgt at tilbyde TV 2 PLAY som tilkøb. Det gør det nemt og gennemskueligt at vælge tjenester til og fra alt efter behov. På den måde betaler man også kun for de tjenester, man rent faktisk bruger,” fortæller David Elsass.

Comment here