Afleverer du din bil til service, så er der en god chance for, at du får en gratis lånebil. Bilbranchen har erkendt, at du jo kunne finde på at få lavet din bil et andet sted og i værste fald skifter du endda mærke så. Og nu får også mobilbranchen op for de såkaldte bløde værdier.
Telenor introducerer nu en ny service kaldet Emergency Care, hvor kunder, der har mistet deres telefon, kan få hjælp og rådgivning. Men det stopper ikke her. Telenor tilbyder også som det første teleselskab i Danmark en lånetelefon, som svarer til kundens egen telefon, når denne er til reparation. Det betyder, at kunden får en telefon med samme styresystem.
Ifølge Marek Slacik, CEO i Telenor Danmark, skal kunderne kunne forvente den slags services fra deres teleselskab:
”Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt at være kunde, og vi ved, hvor vigtig en telefon er for at kunne få hverdagen til at fungere. Vores servicemedarbejdere har ofte kunder i røret, der er på grådens rand, fordi deres telefon er gået i stykker, eller de har mistet den og ikke aner, hvad de skal stille op. Men i de situationer skal kunderne kunne forvente, at vi hjælper dem og gør det så nemt som muligt. F.eks. skal en kunde ikke låne en Android-telefon, hvis han normalt har en iPhone. Derfor tilbyder vi dem nu en telefon, som svarer til deres egen med samme styresystem, så de hurtigere kan komme videre.”
Med Emergency Care kan kunder nu ringe til Telenor døgnet rundt og få deres sim-kort spærret. Derudover ringer Telenor tilbage den næste arbejdsdag for at hjælpe med praktiske ting som f.eks. at fremskaffe en kvittering til forsikringsselskabet og bestille en lånetelefon.
”Vi bliver hvert år kontaktet af tusindvis af kunder, der har mistet eller fået stjålet deres telefon. Ud over at det i sig selv er enormt irriterende at skulle undvære sin telefon, bliver mange også lettere paniske over, hvad de skal gøre med forsikring og politianmeldelse. Med Emergency Care hjælper vi kunden med f.eks. at fremskaffe en kvittering til forsikringsformål og hurtigt skaffe dem en lånetelefon. Kunderne skal kunne regne med deres teleselskab, særligt i nødssituationer,” siger Marek Slacik.
Tilbuddet om lånetelefoner og Emergency Care er bare de første ud af mange tiltag, som Telenor vil lancere i 2014 for at sætte en ny kurs for kundeservice i telebranchen.
Comment here
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.